Instagram er godt til mange ting…
og ganske forfærdelig i andre henseender…
Vores teenage-datter er fornyligt ’sluppet løs’ i mediet, og det har affødt mange, mere eller mindre højlydte debatter derhjemme, for det har ikke været nemt for os at tage os sammen til at hjælpe hende derind. Grundlæggende fordi vi ikke mener, at hendes liv bliver hverken bedre, eller nemmere, af at begive sig rundt derinde – ofte vil det modsatte (måske) blive tilfældet. Men ’det er jo sådan man gør’, og ’alle’ er på Instagram, og argumentet om, at hun udelukkes fra et fællesskab, har selvfølgelig vejet tungt, og man kan jo heller ikke lukke øjnene for udviklingen, eller værre endnu; være bange for den… Det er dog på ingen måde ensbetydende med, at man bare bør flyde med strømmen, og ikke forholde sig til, hvilken indflydelse den generelle udvikling har på ens eget liv.
Succeskriteriet for os som forældre, og hende selv, er jo selvfølgelig, at hun kan lære at begå sig ’derinde’ – og primært tager de positive, inspirerende elementer med sig, som ’bygger op’, uden alt for ofte at blive overvældet af følelser af utilstrækkelighed og mindreværd. Instagram er nemlig den perfekte platform til, konstant at minde én om, hvad man ikke har, og endnu ’bedre’; til at minde én om, hvad man ikke er en del af. For man kan ikke undslippe ’storys’, som kontinuerligt fortæller én, hvor meget fedt de andre laver sammen, og dermed også, hvad man ikke selv er med til…
Det sidste handler selvfølgelig om meget mere, end de firkanter man præsenteres for, hvor alt det grimme uden videre kan beskæres fra. Men mit gæt er nu alligevel, at man skal være overordentligt velafbalanceret i sig selv, for umiddelbart at kunne modstå den overvældende mængde af ’perfekthed’, man har mulighed for at eksponere sig selv for. Særligt som ung teenager, men for så vidt også som ’ung’ garndame i start-40erne. Det er en kompetence man bliver nødt til at opøve, og hvor man skal hente ballasten andre steder, end på de sociale medier.
Til gengæld bidrager Instagram positivt med inspiration, som giver én mulighed for at udvikle sig og udvikle kompetencer, som man måske ikke havde opdaget man besad, eller havde muligheden for at opøve. For mit eget vedkommende, er jeg forresten heller ikke i tvivl om, at jeg har fået mulighed for at komme væsentligt bedre fra start med butikken, end jeg ville have haft, hvis ikke Instagram havde givet mig værktøjet til at ’komme ud’ med det samme. Men også jeg, rammes med jævne mellemrum af følelser af utilstrækkelighed og mindreværd. Antallet af følgere, ’likes’ og kommentarer er så nemme at sammenligne, og vi er i ’branchen’ også rigtig gode til at vise, fx hvor mange ordrer vi pakker, hvor mange kunder vi har på besøg – og (måske?) dermed, hvor stor succes vi har. Så indimellem skal jeg grave lidt dybt, for at huske på, hvorfor det var, jeg skulle have butikken. Det var nemlig ikke for at være populær på de sociale medier. Alt dét, har jeg skrevet om i mit allerførste indlæg, som kan læses her – og faktisk, var det slet ikke dét, indlægget her skulle handle om.
Overskriften lyder ’strikkeperfekthedskultur’ – og det er et begreb jeg selv har digtet og som er udtryk for en observation, jeg har gjort mig gennem de første år i butikken;
De strikkere, som er begyndt at strikke gennem de seneste 3 år, er nemlig generelt, langt mere perfektionistiske, end de strikkere, som har strikket i mange år.
Perfekte masker med 'Italiensk' opslag og aflukning
At ’undgå huller under ærmer’… er et ret godt eksempel på forskellen.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hjulpet ’begyndere’ i gang med at strikke et ærme. Ikke fordi det er svært at starte op på ærmet i sig selv, men den der ’ekstra’ teknik, hvor man lige samler lænker op i hver side af ærmet, og strikker ret sammen, både i forreste og bageste maskeled, både almindeligt og drejet ret – den er ikke helt så ligetil at gå til. Til gengæld synes den at være absolut (!) nødvendig, for at man overhovedet kan strikke ærmet. For huller, vil man jo helst undgå. ’Vi andre’ syede bare hullerne sammen til sidst, hvis vi synes de var lidt for store… På samme måde er det efterhånden næsten umuligt at lukke en ribkant af, ret over ret, vrang over vrang – det skal selvfølgelig være ’italiensk’, med mindst 2 omgange dobbeltstrik forinden…
Og jeg vil gerne understrege! Jeg lukker ALTID af på italiensk, med mindst 2 omgange dobbeltstrik forinden. (Og jeg venter fortsat på, at nogen viser mig, hvordan jeg lukker af på italiensk i 2×1 rib, for det gør næsten ondt i mine øjne, at lukke af ret over ret, vrang over vrang.) Og jeg kunne ALDRIG drømme om, ikke at samle lænker op under ærmegabene, for det er den største fornøjelse, ikke at kunne se de store huller bagefter, og at se, hvordan maskerne lægger sig så pænt og peger ind mod hinanden. Men jeg tror også at fornøjelsen er ekstrastor, netop fordi jeg har prøvet at gøre det på en anden måde, virkelig mange gange forinden…
’Vi andre’ havde ikke helt så nem adgang til strikkehjælp, som internettet giver mulighed for ’nu til dags’. Vist var der sikkert en tante eller en mormor som kunne træde til, eller en sød dame i en garnbutik. Men det krævede, at man skulle flytte sig fysisk – så ret ofte, endte jeg selv med ’bare at gøre noget’ for at kunne komme videre. Det er lidt ligesom dét der med, at børn og unge i dag, har det virkelig stramt med ’at kede sig’. Det er som om, det er blevet en ulovlighed at kede sig. Jeg observerer selv en lidt foruroligende passivitet, så snart de nemme løsninger gøres utilgængelige for de unge mennesker. De mangler simpelthen evnen til, selv at tage initiativ, og til ’at finde på’. Og jeg bebrejder dem det sådan set ikke… Så jeg vil med det her indlæg hylde modet. Modet til selv bare ’at gøre noget’ når man ikke lige kan finde løsningen på YouTube, for med modet følger evnen til at finde løsninger selv, om det så handler om strik, eller om sløve teenagere, som gerne bare vil glo på TikTok og Instagram, i stedet for at finde på noget selv…
Sara
DISCLAIMER: Det her indlæg må ikke opfattes som om, at jeg ikke gerne hjælper strikkere i nød. Det gør jeg selvfølgelig(!), og jeg gør det med GLÆDE! Indlægget handler om, at jeg bliver lidt beklemt ved, at alting, altid skal være perfekt – selv første gang… For det er stressende, og vi lægger et unødigt pres på os selv, ved at have den tilgang til alt…
En af mine yndlingstrøjer med huller under ærmerne, og almindelig aflukning