I anledning af at jeg har færdiggjort Spektakelstriks ‘Debutanten Sweater’, strikket i Gepard ‘Puno’ – fik jeg lyst til at udgive mit første, sådan lidt mere ‘strikkenørdede’ indlæg.
Det handler om de såkaldte ‘Blow Yarns’, for af én eller anden grund, finder jeg altid mig selv talende meget, meget længe om netop dén garntype, når jeg vejleder i butikken.
FAKTA: Sådan rent produktionsteknisk kender jeg ikke så meget til processen bortset fra, at jeg ved, at garnet er konstrueret således, at meget korte alpakkafibre blæses ind i et tyndt net. Den korte længde på fibrene, og ‘afstanden’ mellem dem gør, at garnet kan laves tykt, men luftigt og let. Man kan derved strikke tykke sweaters på relativt tykke pinde, men som ikke føles tunge. Netop dét, oplever jeg stor efterspørgsel på, at man kan strikke en stor, tyk ‘vams’ – som er let og luftig.
I butikken har jeg tre kvaliteter af blowyarns; ‘KOS‘ fra Sandnes Garn, ‘Puno‘ fra Gepard Garn og ‘ECO Soft‘ fra Isager Yarn. På de to førstnævnte er alpakkafibrene pustet ind i tynde nylonnet, hvorimod der er benyttet et bomuldsnet til Isagers ‘ECO Soft’. I nylonnet opnår man, at garnet, og dermed det opstrikkede projekt, holdes relativt elastisk, hvorimod der ikke er så meget elasticitet i bomuldsnettet, til gengæld er garnet her, holdt i 100% naturlige materialer.
…og så er alt jo godt…?
Både ja – og nej. Én ting, er de virkelig lækre garnnøgler, som er svære at lade være med at tage med hjem, når man først har rørt ved i butikken – en anden sag er den færdige sweater, og en tredje er den færdige sweater i brug.
Fordi; De meget korte fibre i garnet, er både garnets styrke, og dets ‘svaghed’. De sikrer, at man kan få sin vamsede, lune, lette sweater, men det siger næsten sig selv, at korte fibre ikke hænger lige så godt sammen, som fx. lange, tvundne fibre. Det siger også sig selv, at hvis de meget korte fibre var pustet ind i et hylster uden mange huller, så ville man få absolut ingenting ud af deres egenskaber, så derfor puster man dem selvfølgelig ind i meget ‘permeable’ net. Og når nu jeg har stillet disse faktuelle betingelser op, er jeg ret sikker på, at I godt selv kan regne ud, hvad udfordringen med blowyarns er; De har en tendens til at ‘peele’ – altså at ‘tabe fibre’.
Alt det forsøger jeg altid at være åben om i butikken, for det er ærgerligt, hvis man (forståeligt) har forventninger om andet, når man nu betaler relativt mange penge for lækkert, blødt garn. Det er dermed ikke et udtryk for ‘dårlig kvalitet’, men er simpelthen et vilkår, når man strikker med denne type garn.
…Men så gider man vel ikke strikke i det??…
Jovist gør man det 🙂 Det er nemlig, heldigvis supernemt at friske sin sweater op, med få strøg med en uldkam. Den snupper nemlig nemt alle de små ‘fnuldrer’ som typisk samler sig under ærmerne og på ærmerne, hvor der er mest slid. Peeling-problematikken afhjælpes også kraftigt, hvis man (hvilket man jo ofte gør) strikker garnet sammen med en silkmohair. Den tynde silkmohair hjælper til at holde på alpakkafibrene, og derudover holder det også på ‘formen’ på sweateren. Så af den grund anbefaler jeg rigtig tit, at strikke en silkmohair sammen med et blowyarn.
Jeg skylder afslutningsvist at sige, at jeg ikke oplever samme omfang af ‘peeling’ på ‘ECO Soft’ kvaliteten. Her er fibrene også længere end på de to øvrige, og den opleves mere langhåret i sig selv.
Jeg håber I kunne bruge indlægget til noget nyttigt 🙂
Sara
