… eller måske ikke helt i den rækkefølge. Måske, bliver der slet ikke nogen rækkefølge, for tingene flyder ligesom lidt sammen, og faktisk har jeg sjældent haft så svært ved at få formuleret noget, som den her ‘præsentation’…. Men ‘nogen har spurgt’, og jeg vil gerne forsøge at svare;
Så, here goes… Jeg hedder Sara. Mens jeg skriver det her (juli 2022) er jeg fortsat 40 år gammel (i det her liv 😉 ). Jeg bor i Brabrand, tæt på butikken, sammen med min mand Lars og vores to børn, Karla og Alfred. Butikken ligger i Hovedgaden i Brabrand – ca. skråt overfor børnenes skole, og 500m fra vores hjem; Google Maps fortæller mig, at det tager 2 minutter at cykle og 6 minutter at gå mellem hus og butik, og det passer nu vist ganske fint. De sidste to forhold; at butikken ligger tæt på skole og hjem, var ufravigelige forudsætninger for, at jeg valgte at åbne den i 2020. For både mand, børn, hjem og butik besad en ligeværdig del af drømmen om butikken, dengang den blev drømt for mange år siden…
Jeg er ikke uddannet ‘garndame’ (det er der nu nok ikke så mange, som er). Jeg begyndte selv for alvor min ‘strikkekarriere’ til strikkecafé hos Lea i ‘Strikkepinden og den lille Zebra’ inde i Aarhus, for rundt regnet 10 år siden. Jeg er uddannet ingeniør, sammen med min mand, for 17 år siden (jeg har regnet efter to gange nu, fordi jeg ikke fatter, at det ægte, er sandt…) Der er meget få ting i livet, som bare er statiske (har jeg efterhånden erfaret) – men i en lang årrække forud for min beslutning om at skulle uddanne mig til ingeniør, var der absolut ingen tvivl om, at det var dét jeg skulle være. Om det var det umiddelbart tilfredsstillende i, at kunne sætte to streger under rigtig meget, som drev mig gennem uddannelse og de første års virke, kan jeg stadig bruge tid på at fundere over. Men sandheden er åbenlyst, at jeg gennem alle årene har vidst, at på et tidspunkt, skulle der tilføjes noget andet, for det har altid været svært for mig, at finde min plads i branchen. Mennesker er min metier, og jeg har heldigvis nu, fundet balancen i dét, selv i ingeniørbranchen. For jeg har levet en privilegeret tilværelse som udøvende ingeniør; min mand og jeg har nemlig arbejdet i samme virksomhed, siden vi blev uddannet, først i København, dernæst etablerede vi vores egen afdeling i samme virksomhed ‘hjemme’ i Aarhus, for i 2019 at eksplodere det hele, og herefter – meget lang historie kort – at ‘reboote’ afdelingen i en ny virksomhed, ‘etos ingeniører’. Her lægger jeg således fortsat en del af mine arbejdsdygtige timer, for det er et firma, som har nogle mennesker ansat, som betyder mindst ligeså meget for mig, som min garnbutik gør (og jeg synes virkelig, vi gør det godt derinde!)
Når jeg fortæller om, at jeg stadig har ‘et andet arbejde’ ved siden af butikken, får jeg meget ofte den respons, at det må være rigtig hårdt at jonglere to ‘jobs’. Og det har også været temmelig hårdt i en periode. Men det har primært været hårdt, fordi jeg var af den opfattelse, at jeg var i færd med at tage afsked med et stærkt fællesskab inde på kontoret, som jeg faktisk ikke havde lyst til at tage afsked med. Det har i perioder gjort følelsen af ensomhed i butikken, ret overvældende. Men jeg er kommet til den erkendelse, at det ene ikke udelukker det andet. Så jeg er stadig en del af ‘flokken’ – og det er vigtigt for mig, og giver mig energien til at tage mig af butikken alene, og til at stå fast på de værdier den er bygget på – også selvom vilkårene for fysisk butiksdrift i en forstad til Aarhus, indimellem, mildt sagt, er udfordrende.
Og hvad er det så for værdier den butik egentlig er bygget på?
Jeg kan jo starte med navnet. Jeg valgte navnet ‘GENUINA’, velvidende, at det formegentligt ville udfordre mange at udtale. Ordet btyder ‘Ægte’ på Latin – tilsvarende ‘genuine’ i den engelske udgave. Jeg udtaler det selv så dansk, som jeg overhovedet kan, stavelse, efter stavelse… Så der er selvfølgelig en mening med det hele. Jeg øver mig nemlig selv i, hele tiden, at være et helt ægte menneske. Dét at være ‘ægte’ er noget jeg er blevet bevidst om, at man kan være, fordi jeg selv har prøvet det modsatte. For mig, hænger dét at være ‘ægte’ meget sammen med ærlighed. Og i den her sammenhæng; ærlighed overfor mig selv. Så det betyder dermed også, at jeg både kender til følelsen af at være lykkelig og taknemmelig, så hjertet næsten eksploderer, men også kender til følelsen af at være, tæt på, totalt vildfaren, og langt, langt væk fra den jeg selv er – og i en tilstand, hvor tilværelsen drives af instinkt, fordi intet andet sådan for alvor giver mening.
Så af samme grund, var sofaen i butikken næsten mere vigtig, end hylderne med varer, for det var vigtigt for mig, at de kunder som kommer, har mulighed for at opleve besøget i butikken som et frirum, hvis det er det, de ønsker. Og jeg synes det er virkelig vigtigt at værne om det nære. Derfor vil jeg gerne bidrage til at skabe noget betydningsfuldt for dem, som bor i nærheden af butikken. Garn blev udgangspunktet, dels fordi der opstår spontane fællesskaber omkring dét at strikke, dels fordi dét at skabe noget selv, kan bidrage til en positiv selvopfattelse. Jeg ved det, fordi jeg har oplevet det.
Af samme grund, var udgangspunktet også, at jeg ville skabe en mulighed for at lokale kunsthåndværkere kunne få en platform at vise deres håndværk frem på. Håndværk skabt af ægte mennesker i nærområdet. Så dét, er fortællingen om butikkens ‘byline’; ‘Ægte garn & Håndværk’.
At være ægte, betyder også, at jeg forsøger at forholde mig tro overfor det udgangspunkt, at jeg ikke har sat butikken ‘i verden’ for at sælge en masse billigt garn. Butikken skal kunne mere end dét, ligesom jeg heller ikke er grundlæggende drevet af ‘købmandsskabet’. Det slår dels igennem i forhold til varesortiment, hvor jeg har valgt kvalitetsprodukter fra virksomheder, som har styr på deres produktion og forsyning. Produkter som giver resultater, der er holdbare. Men det betyder også, at jeg sjældent har store rabatter og udsalg, med mindre der er tale om varer jeg ikke skal have i sortimentet mere.
Det sidste, er helt klart det mest udfordrende ‘princip’ at forholde mig tro mod, for det er selvfølgelig en udfordring, når det store internet på et splitsekund, åbner op for, at man kan købe nogle af varerne i mit sortiment billigere et andet sted (Det skal selvfølgelig ikke opfattes som en opfordring, men de fleste af jer, er nu nok bekendt med det faktum, uanset hvad 😉 ) Men jeg tror på, at det er et skråplan, i det store billede, og det er grundlæggende ikke en bæredygtig måde at drive små butikker på. Butikker som skal have overskud til at levere ‘det ekstra’, som man udelukkende får, i netop de små butikker. Jeg har heller ikke lyst til at bidrage til det overforbrug, som billige varer medfører. Jeg tror på, at det er den nære, personlige service, som er grundlaget for butikkernes eksistens, og principielt bryder jeg mig heller ikke ret meget om hverken rabatkoder, og særlige VIP’rabatter, for jeg mener virkelig, at alle mine kunder er lige ‘VIP’s’ – også de, som ikke følger med på hverken Instagram eller Facebook – eller i det nyhedsbrev, som (endnu) ikke eksisterer. Holdningen kan synes ‘gammeldags’ og naivt ideologisk, men jeg er en gammel sjæl, så på den måde, går alt jo op i en højere enhed 😉
Det var derfor heller aldrig en del af planen, at jeg skulle have en webshop – hertil må jeg blot konstatere; ‘Corona made me do it…’ Så jeg fik den etableret sidste år, og jeg er glad for den. Den giver mig mulighed for at servicere bedre udenfor butikkens åbningstid også, og mulighed for at servicere kunder, som bor længere væk, og som sætter pris på at ‘følge med’ på de der sociale medier. Måske fordi de kan identificere sig med noget af dét, jeg håber, skinner igennem på mine profiler, hvor jeg forsøger at fastholde det nære, personlige og ærlige.
Men jeg håber, (og tror på) at der er behov for, og plads til en butik som min, indtil jeg selv bliver gammel. For jeg har masser at give af i den – også af alt muligt andet, som ikke nødvendigvis handler om garn.
…og så til sidst, og vigtigst. Familien.
Butikken har nemlig kun fået liv, fordi den ligger placeret præcis, hvor den ligger, og fordi den kunne åbne præcis, da den gjorde. På et tispunkt, hvor mine børn var blevet lidt mere selvstændige, og på en placering, hvor jeg fortsat er meget tæt på dem, og hvor de selv kan styre, om de vil være i butikken hos mig, eller om de vil gå hjem til os selv. Jeg har drømt om butikken i mange år, men jeg har aldrig været villig til at gå på kompromis med familielivet på samme tid. Der har været perioder i de forløbne år, hvor jeg har haft rigtig travlt, og Corona har jo, for alle, været en besværlig størrelse at finde sig tilrette med, så der har også været perioder, hvor jeg har været savnet derhjemme, og hvor jeg har følt mig håbløst utilstrækkelig. Men alt i alt, fornemmer jeg, at børnene faktisk synes det er ret fedt, at ‘vi’ har en butik i byen (selvom de bedst kan lide at sige, at det er ‘kikset’ og lidt pinligt…)
Jeg håber, at alle ordene har givet en eller anden form for mening, og hvis du ‘bare’ vil nøjes med at bruge butikken som en ganske almindelig butik, hvor du kommer og køber dit garn, så sætter jeg mindst ligeså stor pris på dit besøg, som hvis du slår dig ned i sofaen. Bare lige for at få dét på plads 😉
Og hermed afsluttes mit allerførste indlæg på ‘bloggen’. Jeg skal forsøge at begrænse omfanget af ord, fremadrettet, og indholdet bliver også primært ‘strikkerelateret’, for det er i virkeligheden, for at få muligheden for at ‘strikkenørde’ i dybden, at jeg har fået oprettet bloggen her. Indimellem har jeg nemlig 10.000 ord at sætte på noget af det jeg lægger op på Instagram, som f.eks. om strikkepinde, fleksible drejeled, ‘blow-yarns’, strikkefasthed og alt muligt andet spændende!
(Men indimellem, sniger der sig nok også andre emner ind, for i bund og grund har jeg ofte temmelig meget på hjerte, og faktisk svært ved bare at skrive en salgsannonce på DBA, uden også at krænge min sjæl med ud, og her er det jo så skønt, at man selv bestemmer, om man gider læse med 🙂 )
Alt det bedste til dig
Sara
